mandag den 22. oktober 2012

FCK - Brøndby IF - FCK vandt og Brøndbys fans tabte

Det var en fornøjelse igen at opleve et Derby, New Firm, mellem FCK og Brøndby IF i Parken den 21. oktober 2012. FCK vandt 1-0, der var 28.828 tilskuere og FCK havde svært ved at få spillet til at glide men desværre skabte BIF-supportere en del problemer under og efter kampen, og i skrivende stund er 11 anholdt.
Lige inden kampen rejste BIF-supporterne TIFOen på billedet som taler om at kæmpe for sin klub og for overlevelse, og Nedre C klappede spontant af det, det var god ånd der vistes.

Under kampen viste det sig at der blandt BIF-supporterne var flere fyrværkeribabyer som absolut skulle fyre nødblus af, og især i starten af anden halvleg blev Parken fyldt af røg fra nødblus som blev brændt af i stort tal. For at det ikke var nok blev nogle af dem smidt ind på banen, og kampen blev kort afbrudt på et tidspunkt så et nødblus kunne blive fjernet fra banen.

FCK vandt trods en ikke særlig imponerende indsats 1-0 ved et mål af Kris Stadsgaard, hans første for FCK, og selvom Brøndbyspillerne fightede okay var de aldrig en virkelig trussel, deres styrke lå primært i at blokere FCKs forsøg på mål.

Efter kampen forlod BIF-supporterne ikke tribunen, men blev hængende. Der kom flere og flere vagter til nede på banen foran dem.
Der var tre rækker vagter plus det løse for at holde styr på BIF-supporterne. Tag så et kig i den modsatte retning, på S12-tribunen og FCK-supporterne der.
En vagt pr. 5 meter inde på samme side som supporterne, fuldstændig som til enhver almindelig kamp, intet usædvanligt der. Og der blev ikke fyret nogen nødblus af under kampen, FCK-supporterne har besluttet sig for at det handler om at gavne sin klub og sit hold, ikke at gøre skade.
For at det ikke skulle være løgn dukkede der også en baneløber op fra BIF-supporterne som fik en kort løbetur rundt på banen før han med en flyvende tackling fra en vagt blev lagt ned og holdt fast.
BIF-supporterne begyndte at hive nettet mellem dem og banen ned, og det begyndte at flyve med røde plasticsæder som blev revet løs og kastet ned på banen.
BIF-supporternes opførsel var for meget for nogle af FCK-supporterne på Nedre C som i råb fortalte dem hvad de mente om disse vandaler og idioter, og det var åbenbart lige hvad BIF-supporterne havde brug for, de begyndte at klatre ud over hegnet fra SuperBest-tribunen. Det blev for meget for vagterne, som bad Politiet skride ind og hjælpe.
Da Politiet kom til flygtede de fleste igen, men for nogles vedkommende kun i kort tid, så gik de i gang med at angribe især Politiet verbalt.
Personer som disse der formentlig betegner sig selv som BIF-supportere er i dag Brøndby IFs største fanproblem. Selvom disse personer ved at deres handlinger koster Brøndby IF penge, fordi klubben skal erstatte de skader de forvolder, så skal de alligevel lave hærværk, fyre fyrværkeri af og sende en baneløber ind på banen, og der er tilsyneladende ingen i den bredere fanbase som aktivt vil fortælle dem at det ikke er i orden? Prøver de bevidst at fremprovokere at Brøndby IFs fans ikke må deltage i udekampe fremover? I så fald hvorfor? Eller fatter de simpelthen ikke hvad det er de forårsager gennem deres handlinger - er de udenfor pædagogisk rækkevidde?

Det er Brøndbys egne fans der skal finde løsningen på det her, og det hurtigt, ellers går det ud over Brøndby IF og deres mulighed for at deltage i udekampe, for det er ikke acceptabelt hvad der sker i dag.

søndag den 30. september 2012

Hvem ser på dommerkvaliteten?

Efter at have set bl.a. LOSC Lille - FCK og i går AC Horsens - FCK kampene ser jeg et reelt problem i dommere der lader egen sym- eller antipati, egne ideer eller måske endda indflydelse fra et af de mange spillefirmaer der er på markedet idag, påvirke deres afgørelser.
AC Horsens - FCK den 29. september 2012 på CASA Arena Horsens. FCK-spillerne varmer op inden kampstart.

Specielt i kampen LOSC Lille - FCK var den Tjekkiske dommer Pavel Kralovec efter min bedste overbevisning så partisk at LOSC Lille reelt havde 12 mand på holdet mod FCKs 11. De afgørelser dommeren kom med var mere end rigeligt til at styre kampens afgørelse. Der var et kameraskud hvor man så en Lille-spiller som grinte uforstående fordi han simpelthen ikke kunne forstå at han havde fået en kendelse med sig i situationen, hvilket var symbolsk for kampen. Og hvilken dommer giver gult kort fordi en spiller lige tørrer bolden i sin trøje inden et indkast i en regnvejrskamp?

I kampen AC Horsens - FCK var dommer Henning Jensen konsekvent ude med et frispark til AC Horsens hver gang en af deres spillere selv lagde sig ned, mens FCK-spillere kunne ligge og rulle på jorden i smerte og dommeren ignorerede det. Undervejs blev AC Horsens-spillerne så voldsomme at det blev grotesk at se på, stadig uden dommerindgriben, samtidig med at FCK-spillerne holdt sig tilbage fra individuelle dueller fordi de havde indset at dommeren automatisk ville dømme mod dem, og det påvirkede tydeligt spillet.

Er der i DBU, UEFA eller FIFA kontrol med hvordan dommere dømmer? Bliver der overhovedet lagt vægt på upartiskhed og fair play? Hvornår er en dommer sidst blevet fjernet fra embedet på grund af partiske eller unfair kampafgørelser?

Det virker som om det er tabu at kritisere dommere, som om de er hævede over kritik og kan gøre lige hvad de vil, uden ansvar eller konsekvens, og det er skadeligt for sporten og for fair play.